Historien begyndte under en kaffestund i juleferien 1895 hos Rognald Brusletto. Sjugurd Endrestøl og Knut Øyo sad omkring køkkenbordet og diskuterede, hvordan de kunne gøre ljåarbejdet lettere og mere mekanisk. Rognald Brusletto foreslog, at de burde købe en maskinhammer til at sætte stålet på ljåen, da det var den mest krævende del af arbejdet. Naboerne var skeptiske og tvivlede på, om ljåerne ville blive lige så gode med maskinel hjælp som ved håndværk. Rognald Brusletto fastholdt dog sin overbevisning om, at en maskinhammer kunne udføre arbejdet lige så godt.
Efter det nævnte kaffemøde begyndte Rognald Brusletto at udvikle modeller til en sådan hammer. Han fik dem støbt hos H.S. Lund i Kristiania, og den første maskinhammer i Hol blev installeret omkring Sankt Hans samme år. Sankt Hans samme år. Snart kunne man høre en ny slags hammerlyd fra smeden ved Budøla i Magnhilåa. Det traditionelle arbejde med at smede ljåer var ved at blive mekaniseret. Det var den første maskinhammer i Hol. Leerne var så gode, at Knut Øyo året efter bestilte sin egen maskinhammer fra Rognald. I alt blev der lavet ti sådanne maskinhamre fra Brusletto. Aftalen mellem Øyo, Endrestøl og Brusletto gik ud på, at Brusletto skulle tage hammerne tilbage, hvis de ikke fungerede. Efter et stykke tid kom hammerne tilbage fra Øyo og Endrestøl, men det var fordi, de ikke havde smurt dem. Således sad Rognald tilbage med hammerne og begyndte at producere ljåer selv. Selv med begrænset kendskab til ljå smedning lærte han det, der var nødvendigt.
Ljåproduktionen gik godt, og Brusletto udvidede virksomheden og ansatte flere medarbejdere. En 12 hestekræfters råoliemotor blev installeret til vinterbrug, men maskinhammerens anvendelse kunne stadig forbedres. Spørgsmålet var hvordan. I sommeren 1912 arbejdede Lars, Rognalds søn, som smed og viste en le, han havde færdiggjort udelukkende med maskinhammeren. Han havde prøvet at vende leen under finpudsningen, og det viste sig at være det afgørende greb, der hidtil havde manglet. Rognald forstod, at arbejdet med leerne nu ville blive mere rationelt og omkostningseffektivt. Den nye teknik øgede produktionen og gav Brusletto en fordel i forhold til konkurrenterne. I vinteren 1912-1913 arbejdede fem personer i smeden, nogle gange på skiftehold for at holde produktionen i gang op til 16 timer i døgnet. Olav Brusletto rejste rundt for at markedsføre produkterne. Der blev behov for nye lokaler, og derfor besluttede man at bygge et nyt værksted i Øinefoss. Her installerede man en 25 hestekræfters turbine og seks maskinhamre. Kort tid efter tog Rognald Brusletto sine sønner og sin ven Sigurd Haugen med i virksomheden under navnet R. Brusletto & Sønner. Han var overbevist om, at virksomheden havde en lys fremtid.
I 1920’erne producerede fabrikken mange leer til norske landmænd, men udfordringen var, at landmændene først havde penge, når de solgte deres varer om efteråret. Bruslettos produkter blev leveret om foråret, men indtægterne kom først til efteråret. Fabrikken havde ingen indtægter i vinterhalvåret. Medarbejderne fik forskud på lønnen, mens flere af ejerne først tog løn, når betalingerne kom i efteråret. Leproduktionen forblev R. Brusletto & Sønners hovedforretning, men konkurrencen om kunderne var hård. Derfor fortsatte virksomheden med at optimere produktionsprocessen. Omkring 1930 begyndte de at hærde og støbe leerne i elektriske ovne, og i 1937 opfandt Martin Brusletto en elektrisk varmeovn til smedning af ljåer. Denne metode har været anvendt siden da. På det tidspunkt arbejdede 13 personer i smeden.
I 1939 solgte fabrikken 23.500 leer og leverede landbrugsredskaber over hele landet og til Island. Omsætningen i 1941 nåede 167.269 kroner og omfattede salg af leer, segl, knivblade, vogne, trillebøre og andre mindre produkter. Samme år havde man 20-24 ansatte. Martin Brusletto udviklede også det første patent på hageljåen, som blev en succes, men efter patentperioden blev den kopieret af både norske og udenlandske producenter. Fra 1985 til 1996 fremstillede man udelukkende ljåer med udstansede klinger. Efterspørgslen på le klinger faldt, og derfor valgte man at sælge denne del af produktionen til firmaet Hamre i Etne, som også producerede ljå klinger.
